At anerkende ting

For to år siden begyndte jeg at trække mig fra alt socialt på nettet. Arbejdet fyldte næsten hele min vågne tid, og jeg sad tit herhjemme om aftenen og planlagde mentalt hvad jeg skulle dagen efter og resten af ugen, om og om igen. Alt blev berørt af det, og til sidst gik det også ud over min appetit. Mange har udvist bekymring siden da, og ligesom med spørgsmålet “hvordan har du det?”, veg jeg altid udenom når jeg svarede. De fleste der kender mig fra før det gik galt, ved at jeg altid har været et stort madøre og egentlig bare skulle kigge på mad for at tage på. Sandheden er efterhånden en helt anden.

Da jeg blev sygemeldt vejede jeg 53 kg. Jeg havde en periode hvor jeg havde det godt med mig selv, men da jeg kom helt derned forsvandt al energi og selvtillid – jeg kunne se knoglerne som alle gik og sagde de kunne se. Oveni at prøve at få styr på tankerne om de krav der blev stillet til mig, begyndte jeg at trække mig endnu mere socialt, før jeg kunne ikke magte at folk hele tiden spurgte mig hvordan jeg havde det og hvis jeg ikke havde tabt mig for meget. Det gjorde for ondt at tænke på. Folk spørger stadig, og jo, det går mig stadig på, men jeg er blevet bedre til at ryste det af mig. 

Siden jeg blev vejet har jeg kæmpet en brav kamp, og vægten er steget. Kun med et par kilo, men det er en sejr for mig. Det værste er/var den manglende energi. Den er på vej tilbage, men nogle dage føles det nærmest uoverskueligt.. jeg har dog fantastisk støtte fra familie og kæresten. Uden dem ville jeg nok have svært ved at komme ud af dette hul.

I slutningen af denne måned begynder jeg i terapi. Både med yoga og gruppesamtaler, og jeg håber virkelig at det vil hjælpe mig til at blive den gode gamle Sandra igen..

Comments

comments

Leave a Reply